Et kig på det nye areal i fælledparken
- Detaljer
- Oprettet: tirsdag, 8. september 2009 23:25
- Skrevet af tj
Fælledparken står overfor en større ombygning og rygtet vil vide at…
…Ombygningen går i gang i uge 42. Et andet rygte siger at det går løs allerede i næste uge, arkitekten siger i november og andre siger de vil se det før de tror det.Faktum er at kommunen er gået i gang med at beskære og fælde en del træer omkring skatearealet. På spørgsmålet om det har noget med byggeriet af beton parken at gøre er svaret både ja og nej. Vej & Park har fået paranoia med alle de gamle træer der er i fælledparken efter et træ i en storm væltede ned over en bil på Østerallé. Derfor har Vej & Park gennemgået alle træerne og fjerner nu dem der er syge og gamle. Derudover er der i planlægningen af beton arealet lagt op til at visse træer fjernes og andre skal forblive så i samme omgang som træ udrensningen er kommunen i gang med at fjerne de træer der ikke skal være en del af helhedsplanen i det nye skate areal.
For at være på den sikre side så fat brædtet og få kørt den afskeds session, lige pludselig er det gamle areal væk.
Kommunen skriver på en officiel side at de eksisterende ting fra parken vil blive flyttet til et andet af byens arealer når byggeriet går i gang, mener man her at BMX boxen skal op på enghave plads, Verten op på Bongspottet og minirampen sendes til Bornholm?
Næ nej, vi har fra pålidelige kilder hørt at BMX'erne har fået kuppet sig til en hal i det gamle Carlsberg, og de fleste af tingene vil blive flyttet derhen og opdateret en smule. Vi håber så bare at de laver onsdag til skateboard dag i deres hal så vi kan tage derhen når Royal er åben for BMX'ere og rollere.
Endnu et rygte siger at BMX'erne også har fået låning på hele X-hall bowlen komplekset til deres TF, X-hall skal jo laves om til genbrugsstation så kommunen inddrager røret til dette snarest. Personligt er jeg mere til den ide at SpandX, Sonny og Finn får lov til at redesigne X-hall i røret på den anden side at motorvejen, det kunne der blive en spændende bowl ud af. Jeg ønsker ikke at starte en bøf med BMX'erne på grund af noget gammelt træ men det virker til at de måske er ved at få fingrene lidt for langt ned i kagedåsen.
Fremtiden for genbrugsminirampen er stadig meget uvis. Thomas Madsen spurgte personligt folket bag rampen om de kunne godkende en flytning til Enghave plads, og dette fik han et "JA" til, spørgsmålet er så om det vil lykkedes eller BMX'erne tager den med til Carlsberg også. Vi hepper på at den kommer til Enghave og får en værdig pensionist tilværelse med poolcoping og corners - GO MADSEN.
Københavnske skatere - STRAM OP, foren jer og lad os få flere skateparks - NU!
For at hele artiklen ikke skal glide hen og blive noget andet end titlen antyder vil jeg nu gennemgå nogle punkter i de nye tegninger som jeg gerne vil have kigget efter i sømmene. Ikke at hele arealet skal ændres på grund af mig, og der er sikkert også en god forklaring på de fleste valg men jeg gider altså ikke stå inde i parken næste år og ærgre mig over ikke at have kommenteret på disse tegninger. Så derfor bliver jeg nødt til at sige min mening.
nr.1 - Burde dette ikke være en bank med kant man kan grinde på og stadig lave roll-in i? denne buede løsning er lidt for 70'er agtig, løsningen ser godt ud ved nr.7(næste billede) men det er vist en ældre tegning.
nr.2 - kan vi ikke få lukket bowlen af med coping hele vejen, det er meningsløst at lave en blød roll-in og der er mange gode linier der falder væk eller man går "død" oppe i det hjørne. Hvis det endeligt er at man vil lave en roll-in, så kan det gøres 1 meter bred som så også ville kunne bruges til at lave tricks over - som i den gamle Münster bowl.
nr.3 - Hvorfor er der ikke lavet hip med coping her, så vil man også kunne flyve over hippen og lande med god fart til at komme videre op på oververten. Eller hvis man kommer fra oververten så vil man kunne flyve over hippet ind i den store del.
nr.4 - Denne bliver fed fra Google Earth - det ligner jo et klassisk fallos symbol.
nr.5 - Har kommunen mon husket at lave et toilet/vandhane - det er jo meget fedt at kunne vaske en beton hudafskrabning. Tag en tur til Sibbarb i Malmö og se på deres faciliteter, det er 5 stjernede toilet faciliteter med varme i sæderne og automatiske døre de har der.
nr.6 - Hvor er de stribede baner til Game of S.K.A.T.E. ?
Måske lidt a'la den opmærkning TBC's brugte til deres S.K.A.T.E. arrangement.
Verten - Hvis man studerede brugernes behov og alder var der nok placeret nogle bænkeborde på platformen af verten, de gamle mænd skal da kunne sidde ned.
Det skal til objektiv information siges at designet af det nye areal er lavet i et samarbejde mellem Rune Glifberg, Arkitekt Søren Enevoldsen og udvalgte bruger grupper opdelt således: vert dudes, transition cruisers og streetdawgs. Jeg deltog selv i et bruger gruppe møde og kan med tilfredsstillelse se at der er lyttet til til os.
Min generelle mening om arealet er at det ser MEGA vildt ud og at de fleste obstacles virker meget velovervejde. Nu må vi bare håbe det bliver bygget uden sjusk og at de husker at smide et stykke poolcoping ind hist og her. Det bliver jo et helt andet liv at skate en ordentlig concrete park uden at skulle tale svensk i kiosken.
Helhedsplanen for området ser spændende ud, håber de har husket at placere en grill på skate arealet igen, det var tider dengang det var fast inventar i parken.
Lige for at runde artiklen af med lidt flueknepperi så er er mit spørgsmål til kommunen. Hvorfor er der et billede af skateparken på Enghave plads når det er fælledparken der skal fornyes???